Interview med Thomas andersen

Thomas begav sig afsted i Oktober 2011 fra Danmark og havde en ide om at cykle et godt stykke rundt om jorden 58.000 km gennem 58 lande. Jeg selv var den gang lige begyndt at rumle med ideen om en lang cykel rejse så har fulgt Thomas på sin rejse og har vi har haft kontakt en gang imellem. Den 8. oktober 2016 cyklede Thomas ind på rådhuspladsen og kunne nu sige at han har cyklet jorden rundt! Med tiden skal vi nok lave en liste af danskere der har cyklet jorden rundt, det er ikke mange men det ved Thomas mere om. Herunder lader vi ordet til Thomas.

Hej Thomas fortæl lidt om dig selv og hvorfor du holder af at rejse på cyklen?

Jeg hedder Thomas Skovby Andersen og er 33 år gammel. Født og opvokset i Horsens men flyttede med familien til København som 13-årig – mit første møde med en ny kultur og (næsten) et nyt sprog 🙂 Jeg er uddannet civilingeniør fra DTU men har siddet i sadlen i stedet for på kontor de seneste 7 år af mit liv.

Jeg har altid godt kunne lide at cykle, og da jeg senere begyndte at rejse tænkte jeg at det ville være en oplagt mulighed at kombinere to af mine store interesser. Min første tur gik gennem Balkanlandene og varede 3 uger. Jeg var straks solgt!

Jeg havde arbejdet et par år som ingeniør men følte at udlængslen begyndte at brænde igen. Jeg vidste fra mine tidligere ture hvilken frihed og hvilke oplevelser cykelrejser kunne give.

“Hvis det skal være, skal det være nu” – tænkte jeg. Min egen drøm om at cykle jorden rundt var født.

En efterårsdag i 2010 sagde jeg farvel til familie og venner på Rådhuspladsen i København. Jeg var meget usikker på hvad jeg have kastet mig ud i – de første 10 km ud af Vesterbrogade var de hårdeste på hele turen. Jeg vænnede mig dog hurtigt til livet på landevejen, og min tid på cyklen blev de bedste 6 år af mit liv.

2200 dage undervejs – hvad gør det med ens person?

Jeg tror jeg er blevet en mere åben og social person siden jeg tog afsted. At cykle rundt alene kunne måske lyde ensomt, men faktisk er det lige det modsatte: Hver eneste dag mødte jeg nye mennesker som gerne vil høre om turen, og om aftenen endte jeg ofte på hostels, hos Warmshower hosts, eller hos venner’s venner – steder med masser af nye sociale relationer.

Jeg lærte også at stole på det gode i andre mennesker – noget som er fundamentalt vigtigt  når man rejser gennem fjerne egne af verden ubeskyttet på sin cykel. Derude kommer man absolut længst med et vink og et smil.

Sidst men ikke mindst kræver langturscykling en vis form for udholdenhed. Ikke at man behøver at være nogen supermand, overhovedet ikke, men det dur jo heller ikke hvis man giver op når man møder den første bakke eller den første regnbyge.

Det er vildt det du har gjort føles det også vildt for dig?

Det lyder måske vildt at cykle jorden rundt, men når du er i gang med at udføre et projekt der varer 6 år bliver det også hverdag – lidt som at stå op og gå på arbejde. Der var for mig ikke noget ekstremt i at at vågne et nyt sted, pakke mine ting, og cykle 100 km. Hvis du bare gør det længe nok ender du med at cykle jorden rundt.

På den anden side føltes det surrealistisk at køre gennem Københavns gader på vej tilbage til Rådhuspladsen efter at have været verden rundt. Jeg tænkte på alle de mennesker jeg havde mødt, og alle oplevelserne derude fra verdens kroge. Det var et af de største øjeblikke i mit liv da jeg drejede ind på Rådhuspladsen og så min familie og venner stå med flag, blomster, og champagne.

Fortæl om et møde eller to med et andet menneske som tog sig af dig og bød dig velkommen?

Mødet med den ubetingede gæstfrihed fra fremmede står stadig som en af de absolut største oplevelser fra turen – måske fordi vi som reserverede danskere ikke er verdensmestre i denne disciplin. Jeg husker tankpasseren Omar fra Tyrkiet som jeg spurgte om jeg måtte campere bag ved hans tankstationen. Det måtte jeg hjertens gerne, men var det mon ikke bedre hvis jeg tog med ham hjem efter han var færdig med sit arbejde? Det blev en fantastisk aften sammen med Omar og hans ret store familie, hvor fætre og kusiner blev ved med at komme forbi i en lind strøm. Samme oplevelse havde jeg nogle uger senere i Syrien.

Det gør mig trist at tænke på alt det folkene i dette land har været igennem siden mit besøg i 2010.

58 lande er en del. Hvilke lande tænker du ofte tilbage på?

Det er jo et svært spørgsmål fordi alle lande er unikke – og heldigvis for det. Mange lande bevæger sig kulturmæssigt tættere og tættere på vesten med McDonald’s og 7-Eleven buttikker på hvert gadehjørne. En undtagelse er Indien hvor den lokale kultur er meget stærk – de synes simpelthen at at deres mad, drikke, tøj, og bollywood-film er meget bedre end hvad vesten kan præstere. Det er jo forfriskende. At cykle gennem Indien står stadig som et højdepunkt – det samme gør naturen i New Zealand, de vilde Andesbjerge mellem Argentina og Chile, de gæstfrie Canadiere, og de eksotiske søer i Malawi, Tanzania, og Uganda.

Du har været gennem en del lande og områder på cyklen, gik det altid godt?

Ja! Efter 6 år på cyklen er det vildeste der er sket at jeg fik stjålet min mobiltelefon i Peru. Det synes jeg selv er ret imponerende, og et godt bevis på at verden slet ikke er så slemt et sted som vi alle går rundt og tror.

Det farligste ved langturscykling er at du befinder dig ude i trafikken så mange timer hver dag. Jeg havde selv et meget close call med en lastbil i Namibia. Min cykel havde det mildest talt ikke godt efter det møde, men heldigvis skete der ikke noget med mig.

Fortæl lidt om hvordan et døgn på cyklen ser ud for dig?

Jeg vågner op i mit telt omkring solopgang og begynder at pakke mine cykeltasker – det er bedst at være afsted inden dagen rigtigt begynder så min ‘hemmelige’ teltplads ikke bliver opdaget. Morgenmaden bliver indtaget på en lille og billig restaurant i den næste landsby jeg cykler igennem. Målet for en dag er typisk 100 km fordelt på 5 – 6 timers cykling. Jeg kører maksimalt to timer i træk inden det er tid til en snackpause eller frokost. Jeg stopper også gerne for at tage billeder eller for en snak med de lokale. Hvis Google Maps viser en landsby omkring 100 kilometer fra hvor jeg startede overvejer jeg om der findes et billigt hotel i byen. Med et dagligt budget på 100 kr. er det bedste hvis værelset ikke koster meget over 50-60 så der også er plads i budgettet til mad. Efter et tiltrængt bad spørger hotelmutter hvor jeg er fra og hvor jeg er på vej hen. Jeg fortæller endnu engang min historie inden jeg går en hurtig aftentur i byen jeg er kommet til. Efter 100 km på cykel sover man utrolig godt om natten, klar til endnu en dag på landevejene næste dag.

Det er for varmt eller der er modvind, hvad er det der kan irritere dig mest når du er afsted på cyklen?

Jeg tror jeg svarer på en stor del af turcyklisternes vegne når jeg påstår at modvind er det værste. Jeg kan godt lide bjerge. Ja, der et hårdt at køre opad, men udsigterne er ofte fantastiske, og så kommer der jo en nedkørsel på et tidspunkt. Det samme kan ikke siges om flade strækninger med modvind. Jeg havde en modbydelig en af slagsen samtlige 3000 km gennem den flade og monotone australske Outback fra Darwin til Adelaide. Det var mentalt hårdt.

Ellers er jeg mest til varme, og kan mærke at jeg klarer det bedre end nogle af dem jeg har fulgtes med på cykel. Hvis valget stod mellem 40 plus eller minusgrader tog jeg plusserne. Det er ikke behageligt, men med varmen kan man altid gemme sig under et træ (eller under en forladt lastbilsanhænger som jeg gjorde i Egypten) og vente på et solen langsomt bevæger sig længere ned på himlen. Den mulighed har man ikke på samme måde med kulde.

Jeg ved du har brugt forskellige cykler undervejs fortæl lidt om ideen bag det?

Jeg kørte størstedelen af turen på en Bianchi Via Nirone racercykel – mest fordi det var den cykel jeg havde stående derhjemme inden jeg tog afsted. Mit princip er at medbringe så lidt baggage som muligt – i bjergene gør hvert kilo en stor forskel. Med mindre vægt kan jeg komme hurtigere frem, og har større overskud til at møde de lokale og opleve stederne jeg kommer igennem. Den eneste begrænsning var at være afhængig af asfalterede veje.

Da jeg cyklede igennem Argentina, Chile og Boliva, parkerede jeg dog min Bianchi hos en ven og kørte i stedet på en mountainbike. Med tykke dæk og støddæmpere var det den rigtige cykel til de flere tusind kilometer øde grusveje langs Andesbjergene. Det samme gjorde jeg i Afrika da vejene simpelthen ikke er gode nok til en racercykel.

Mange cykelrejsende kører på turcykler som vægt og komfortmæssigt ligger et sted mellem racercykler og mountainbikes. Jeg har dog mødt mange som har kigget lidt misundeligt på min mountainbike på grusvejene og min lette racercykel på landevejene. Personligt er jeg mere til de ekstreme løsninger end til at gå på kompromis.

Hvad med vand, mad og hygiejne undervejs har du nogle situationer du tænker tilbage på?

Normalt møder man en landsby hver 100 km hvilket betyder at man kan finde mad og vand mindst én gang om dagen. Det var dog ikke tilfældet i Argentina hvor jeg cyklede sammen med Petter fra Sverige. Petter er et naturmennesker og hader byer. Han havde fundet en rute på over 4000 meters højde gennem Andesbjegerne mellem Argentina og Chile hvor vi måtte medbringe mad til 20 dage.

I de tyve dage ville vi kun møde en mine hvor vil kunne få vand og en enkelt landsby med fem huse. Derude føler man sige lille…

Nu når du kan tænke tilbage hvad var så den største udfordring på din rejse?

At krydse den Australske outback var hårdt, vinden i Patagonien endnu værre, men det var stadig ingenting imod det som hændte længere oppe i Sydamerika hvor min mor blev alvorlig syg mens jeg cyklede rundt i de fjerne Andesbjerge. Det var ekstremt hårdt at komme til en landsby, finde internet, og modtage mere og mere alvorlige beskeder hjemmefra. Tilsidst kunne jeg mærke at jeg måtte afbryde min rejse midlertidigt og flyve hjem til Danmark. Det er jeg glad for at jeg gjorde. En cykelrejse er vigtig, men at være tæt på familien i svære tider er langt vigtigere. Min mor døde af kræft i 2015.

Nu når du sidder på cyklen hvad holder dig mest igang – hvad driver dig afsted?

På lange cykelrejser er der altid mindre milestene at se frem til; en hovedstad hvor man kan slappe af, lade op, og købe tiltrængte forsyninger, en grænse med et nyt og spændende land på den anden side, eller et helt kontinent som man endeligt har krydset. Uden at dele rejsen op i mindre bidder ville det hele være alt for uoverskueligt.

På selve cyklen lyttede jeg nogle gange til musik men endnu oftere til podcasts på min telefon. Jeg synes det var ret fantastisk at kunne følge med i amerikansk politik, dansk iværksætteri, eller blot få et billigt grin mens jeg langsomt krydsede land efter land. Nu da rejsen er slut savner jeg meget at have tiden til at følge med i alle de ting jeg stadig abbonerer på på min telefon.

Her til sidst 58000km det er mange timer i sadlen, men hvor mange?

Med en gennemsnitsfart på 19 – 20 km/h bliver det til lige omkring 3000 timer i sadlen 🙂

Hvor befinder du dig nu og hvad er dine næste planer?

Efter jeg afsluttede min tur på Rådhuspladsen sidste efterår brugte jeg nogle måneder i København sammen med min familie og  venner. Men, som man siger, kærlighedens veje er uransagelige, og nu befinder jeg mig i Cali, Colombia. Da jeg var her på cykel for to år siden mødte jeg en hollandsk pige som boede i byen. Vi holdt kontakten vedlige og mødtes endeligt igen i sommers hvor vi cyklede igennem Morocco og Spanien. Nu bor vi sammen i Cali hvor jeg er ved at skrive en bog om mit cykeleventyr.

Til dem der ikke allerede kender din hjemmeside osv, hvor kan man læse om denne vilde rejse?

Min hjemmeside er www.cyclingtheglobe.com hvor man læse meget mere om rejsen.

Desuden kan man følge med på:

• Facebook (www.facebook.com/CyclingTheGlobe)
• Twitter (www.twitter.com/CyclingTheGlobe)
• Instagram (www.instagram.com/CyclingTheGlobe)