Eventyrlige Kappadokien det centrale Tyrkiet på cykel

Da vi skulle vælge en rute gennem Tyrkiet på cykel brugte vi meget tid på at læse om Tyrkiet og andre turcyklisters erfaringer.

Når man læser om Tyrkiet og steder man skal besøge kommer klippeformationerne  fra Kappadokien hurtigt frem og taler man med andre som har rejst gennem tyrkiet sker det samme. Så vi var ikke i tvivl om at dette skulle være en del af vores rejse gennem det centrale Tyrkiet på cykel

Efter at vi havde ordnet vores Iranske visum i Ankara hvor Sabit havde været så venlig at give os tag over hovedet. Nu var det nu tid til at cykle ind mod Kappadokien. Vejen tog os først langs den store saltsø Tuz Gulu og videre mod Aksaray, området er naturskønt og vejene ikke alt for fyldt med biler.  Undervejs fandt vi mange gode steder at slå vores til op og altid uden problemer. 

Fra Aksaray begynder området af forandre sig, man kan fornemme at der er historie i området. Husene i landsbyerne er en anden stil og hvis landsbyen er fra Det Osmanniske Rige kan man finde tydelige spor af grækerne som også boede her før dette rige. Undervejs mødte vi en Japansk cyklist og han gav os et godt råd at cykle mod Ihlara valley en bekendt kløft hvor der findes hundredvis af gamle kirker som er hugget ind ind klipperne.

Selime og Klosteret er indgangen til den ene ende af Ihlara kløften. Derfra kan man vandre de 15 kilometer op gennem kløften og nyde naturen og den utrolige historie skat der findes her. Man gå langs floden der løber gennem kløften, alt omkring er grønt. Men kan godt forstå at denne kløft var et godt sted at søge hen dengang. Vi havde spurgt om man kunne cykle op gennem kløften men fik ikke rigtig svar så vi valgte at lade cyklerne stå. Det tog det meste af dagen at udforske denne kløft, da vi nåede landsbyen Ihlara ville vi tomle tilbage men blev henvist til et bus stoppe sted. Vi tog bussen tilbage til vores cykler som vi havde parkeret ved en restaurant som også havde plads til vores telt.

Fra Selime hvor vi havde slået vores telt op, cyklede vi mod Güzelyurt en gammel landsby med masser af flotte gamle huse, her blev vi inviteret på te som man ofte bliver i det centrale Tyrkiet på cykel. Det var sønnen af en hotelejer der inviterede os på te og senere fik vi lov til at slå vores telt op i haven af hotellet. Så vi havde mulighed for at udforske landsbyen og området til fods. Vi kunne læse om denne 1924 befolkning udveksling aftale der var indgået med grækenland. Fra denne historie er det tydeligt at mange grækere ikke overlevede denne tid og ellers blev tvunget til at forlade deres hjem.

Efter Güzelyurt cyklede vi videre gennem små landsbyer med gamle huse og gårde, hver landsby med mere eller mindre forladte huse. Skøn natur og dejlige grusveje ingen trafik på disse veje, bare et drømme landskab for enhver turcyklist. Man kan bare drømme sig tilbage til de gamle tider da virkeligheden ikke har ændret sig så meget, folk bruger deres husdyr i markerne og til transport. Der er mange små kløfter men cykler op og ned af og masser af landsbyerne sidder på siderne af disse kløfter. Til frokost fandt vi et sted hvor vi kunne ligge i græsset og slappe af og nyde vores tyrkiske brød og pålæg, pludselig kom der en hund. Det centrale af tyrkiet er kendt for deres store og meget vilde hyrde hunde, den race er Kangal. Heldigvis var ham her ung og nysgerrig så vi delte vores brød med ham og blev venner for en stund.   

Derinkuyu en by mellem Güzelyurt og Göreme kendt for sine underjordiske byer fra gammel tid hvor disse blev brugt til at beskytte befolkningen af byen fra de indvaderende tropper. Vi stoppede i byen for at besøge en af disse underjordiske byer.  Herefter cyklede  ud af byen og lidt op i bjergene omkring hvor vi fandt et godt sted at holde for natten. Vi vidste vi var tæt på Göreme en by og sted vi havde set frem til, så vi lavede vores mad og hoppede i seng tidligt.

Vi valgte at forlade de små grusveje og cykle mod byen Mustafapaşa en gammel græsk by der har ændret navn fra Sinasos efter det Osmanniske Rige, her stopped vi for at spise lidt frokost men blev hurtigt tilbudt en kop te ved den lokale uddannelse for piloter og fly personel af alle steder. Her uddanner de piloter der flyver med varmluftsballoner og så personale til Turkish airlines. Vi cyklede lidt rundt i byen og kunne se at dette er et sted man tager til som turist men også helt sikkert et besøg værd. Her fra valgte vi at cykle videre mod Göreme og se om vi kunne finde et gammel klippe hus at sove i. Da vi kom tættere på kunne vi ikke finde en vej mod disse klipper så vi valgte at tage en grusvej ud mod bjergene.

Solen var snart på vej ned og vi valgte at slå os ned på en lille klippe top. Det var en vidunderlig solnedgang men hvad der så skete om morgenen havde vi ikke forventet. Klokken var fem om natten og vi vågnede af en lyd vi ikke kunne genkende det lød som kæmpe ukrudtsbrændere men da vi kiggede ud af teltet blev vi overraskede. Der var glødende varmluftballoner over alt nede i kløften, de var igang med at fylde dem med varm luft. Vi skyndte os at komme i tøjet og fandt vores kamera frem og snart kom solen frem og de begyndte at lette med deres balloner. Det var en vild oplevelse, vi havde godt hørt om disse luftballoner men at se dette show er noget andet. Der er mere end 100 balloner hver morgen der letter ved solopgang. Og der var vi midt i det hele med vores telt og cykler folk vinkede og vi kunne høre dem tale om os da de kun var 20 meter fra os når de fløj forbi os.

I Göreme skulle vi mødes med nogle af vores venner og hygge os inden vi begav os videre mod øst på cyklerne. Vi havde nu cyklet flere 1000 kilometer og havde nu virkelig fået smag for det her liv på vejen med vores cykler men det var kun begyndelsen af vores rejse.

[map style=”width: auto; height:400px; margin:20px 0px 20px 0px; border: 1px solid black;” maptype=”OSM” gpx=”https://www.rejsecyklisten.dk/wp-content/uploads/det centrale Tyrkiet på cykel.gpx”]