Man kan næsten ikke undgå at have læst om nogle af Martins vilde og vidunderlige ture gennem Kina, nærmere det Tibetanske plateau. Martin har virkelig cyklet gennem fjerntliggende steder de sidste mange år. Jeg selv har haft kontakt med Martin gennem de sidste par år omkring turcykling og ruter i Kina. Lad os høre hvad Martin har at fortælle, Martin ordet er dit.

Hej Martin fortæl lidt om dig selv og hvorfor du holder af at rejse på cyklen?

Jeg er lige fyldt 45 år og har turcyklet de sidste 18 år. Jeg har cyklet på 6 kontinenter indtil videre. Min første touring cykeltur overhovedet var i 1998 fra Lhasa til Kathmandu på en kinesisk mountainbike til 400 kr., suppleret med Aldi sovepose og Silvan telt. Her opdagede jeg, med et brag, at turcykling for mig er den mentalt perfekte måde at rejse på. Det går ikke for langsomt, det går ikke for stærkt.

Man er, som verdens nomade, i den grad til stede i nuet undervejs og det forenklede, forsimplede liv på cykel er en åbenbaring og kontrast i forhold til det opmærksomhedshungrende samfund man efterlader derhjemme for en tid.

Kan du fortælle om nogle af de rejser der har gjort store indtryk på dig?

De 9 gang jeg har cyklet i Tibet står over alt andet. jeg har efterhånden cyklet omkring 20.000 km overalt på det Tibetanske plateau og krydset over halvtreds 5000-meter pas med cykel. Råheden og følelsen af at stå på kanten af verden har fået mig til at komme tilbage igen og igen.

At cykle over 700 km på isen på Baikal søen står også meget højt på listen. Var en fuldstændig unik oplevelse at cykle rundt på verdens dybeste sø midt om vinteren i Sibirien. ”Højdepunktet” var den dag jeg drak mig helt i hegnet sammen med nogle sjove russere og jeg så efterfølgende, i fuldskab, måtte skubbe min cyklen over 20 kilometer henover isen resten af dagen, mens jeg tænkte at jeg måtte være flintrende sindssyg.

Var på en tur ned gennem det sydlige Bolivia for nogle år siden, hvor det magiske øjeblik var at cykle omkring 100 kilometer hen over Salar De Uyuni, verdens største saltslette og samtidig verdens fladeste sted. Stedet er en unik hvid krystalverden, hvor man kan cykle overalt uhindret. Umiddelbart efter cyklede jeg ind i Nordchile og bragte min cykel med op til toppen af en stratosfærisk vulkan, kalde Mt. Aucanquilcha, hvor verdens højest konstrueret vej fører op til en nu nedlagt svovlmine nær toppen, og videre op til toppen i ca. 6176 meters højde. Var en helt speciel fornemmelse at stå deroppe med sin cykel og se dybt ind i Bolivias højland og samtidig ane Atlanterhavet i den modsatte retning.

Jeg har også engang sat en Guinness rekord ved at slæbe en cykel op i 7008 meters højde på et bjerg kaldet Mustagh Ata i Xinjiang Provincen i Kina og cykle lidt i sneen der. Det vildeste ved den tur var dog cykelturen op til basislejren gennem karakoram bjergene, hvor jeg løb ind i adskillige mudder laviner undervejs. Det glemmer jeg aldrig

Jeg ved du holder af at være oppe i højderne eller langt væk fra civilisation, fortæl om hvad der drager dig der op eller ud?

Det at komme et uberørt sted hen, at gøre noget som ikke er prøvet før, drager mig. Haft den fantastiske oplevelse at bestige ubestegne 6000 meter bjerge midt ude i ingenting i Nordtibet. Den drivende kraft er dog eventyret – at hver dag er forskellig – at det uventede venter rundt om det næste hjørne for at blive opdaget.

Hvis du skulle besøge et land eller sted igen hvor ville du tage tilbage?

Tibet fremfor alt, men også Island. Har cyklet knap 2500 km deroppe. Utrolig nemt og billigt at komme derop og man bliver belønnet med brutal natur blot 3 timers flyvning fra København. Det er typisk sådan, at cyklister enten hader eller elsker Island pga. de hårde vejrforhold deroppe. Jeg er helt vild med stedet.

Tilmeld vores nyhedsbrev [newsletter_signup_form id=1]

Du har også taget nogle kolde ture om vinteren fortæl lidt om cykling når det er koldt?

Min 3.000 km solo vintercykeltur gennem Tibet i 2004 er frosset ind i min bevidsthed. Blev ramt af en pludselig rastløshed, så jeg købte et par hardcore vinterstøvler til arktisk brug og tog så total utrænet over til kanten af Tibet i Kina og satte mig så op på min cykel. Det var mildt sagt noget af en kamp at komme over det første 4800 meter vejpas og derfra cykle 1200 km ned til Lhasa i vinterstormene og så videre ud gennem det vildt kuperede Østtibet.

Havde en brølende modvind det meste af turen ned til Lhasa, som gik gennem marv og ben. Lærte en masse på den tur: At man aldrig må komme til at svede i stærk kulde, at man skal have plastikposer i støvlerne. At man godt kan fryse, selvom man ligger i en sovepose rated ned til -40 C. At det er ok at forbande sig selv, når man gentagne gange takker nej tak til gratis at køre med lastbil ned til Lhasa, og står forfrossen tilbage med is i skægget og skuler efter endnu en lastbil med opvarmet førerkabine, som så kører videre.

Fortæl om et møde eller to med et andet menneske som tog sig af dig og bød dig velkommen?

Tog til Islamabad i 1999 og ville cykle Karakoram Highway ind i Vestkina og derfra ind i Vesttibet. Desværre kom Pakistan og Indien tættere og tættere på randen af krig i tiden op til at jeg skulle derover. Jeg tog dog afsted alligevel. I Islamabad mødte jeg på gaden tilfældigt en karismatisk journalist, som tog af mig de næste to dage. Han fortalte at han kom fra stammeområdet mellem Pakistan og Afghanistan og beskrev hvordan han som 14-årig havde sneget sig ind til en Sovjetisk militær lejr og skudt to soldater og derefter i ly af mørket var flygtet fra en helikopter med søgelys. Han fortalte ligeledes, hvordan han have interviewet Osama Bin Laden i Afghanistan to dage før et amerikansk missilangreb i hans lejr.

Ovenikøbet tog han mig med til presseklubben i den gamle hovedstad, Rawalpindi, hvor journalisterne tog imod mig med åbne arme og advarende fortalte at der ville udbryde krig indenfor 2 uger og det første der ville ske var at Pakistan ville blive skåret over i to dele. Det havde effekt: Jeg cyklede som en tosset for at komme til Kina så hurtigt som muligt. Mødte flere tropper konvojer undervejs, lastet med soldater som havde dybe tomme øjne. Jeg blev også afhørt af den Pakistanske efterretningstjeneste på turen op langs Indus floden, som mærkelig nok ikke kunne forstå jeg drønede rundt på en cykel deroppe i den situation. Det kan jeg så heller ikke selv i dag.

Du har været gennem en del lande og områder på cyklen, gik det altid godt?

Nogle gange har jeg udfordret skæbnen, men det er faktisk altid gået godt!

Har dog haft en del glubske Tibetanske Mastiff-hunde i noget nær bjørne størrelse galoperede efter mig i tæt forfølgelse. At Rabies er udbredt blandt hunde i Tibet gør at ens antrit på cyklen får lidt ekstra power…

Cyklede i 2002 op mod det tibetanske plateau i Vestkina, nær Indien, sammen med to svenskere. Vi var tæt på at campere ved et lille hyggeligt vandløb, men endte med at campere på et græsset plateau 5 meter højere oppe. Om natten regnede det kraftigt højere oppe i bjergene og vi vågnede ved at en massiv mudderlavine pludselig kom tordnede ned forbi os, så det rystede i jorden under os. Vi have som minimum mistet alt vores grej, hvis vi havde camperet nede ved vandløbet.

Det dummeste jeg har gjort med cykel er nok da jeg cyklede 7 kilometer i orkanen i 1999, for at mærke hvordan det var at cykle i orkan. Det ruskede ildevarslende i de højspændingsledninger jeg passerede og tagsten fløj rund omkring. Det gør jeg ikke igen.

Fortæl lidt om hvordan et døgn på cyklen ser ud for dig?

Altid meget forskelligartet – det kommer helt andet på hvor det er henne. Jeg var fx i Namibia i sidste februar. Fordi det var ulidelig varmt at cykle ned langs Namib ørkenen i det vestlige Namibia, startede jeg helst med at cykle før solopgang og endte typisk med at tilbringe eftermiddagen under et træ, mens jeg var småsur over at det var for varmt til at cykle videre. Jeg har også prøvet natcykling ved foden af Kunlun bjergene i Vestkina et par gange for at undgå emsige myndigheder. Jeg ved nu, at der ikke er noget jeg hader mere end natcykling.

Det er for varmt eller der er modvind, hvad er det der kan irritere dig mest når du er afsted på cyklen?

Jeg hader insekter. Den værste omgang var nok da jeg cyklede Carretera Austral i Sydchile, hvor der var fluer så store som brumbasser og udstyret med noget der ligner tænder. Det blødte når de bed og det var mildt sagt rimelig usjovt at blive bidt, når man fredeligt kom cyklende i sine egne tanker. Jeg har åbenbart en evne til at tiltrække insekter, men mest af alt hader jeg varme (udover natcykling). Jeg fungerer simpelthen ikke i varme. Jeg vil hellere have 40 graders frost end 40 graders varme.

Hvad med vand, mad og hygiejne undervejs har du nogle situationer du tænker tilbage på?

Var på en cykeltur i ingenmandsland i Nordtibet i 2008 sammen med to svenskere, hvor jeg ikke fik bad i 54 dage i træk. Mærkelig nok vænner man sig til det og bliver lidt ligeglad. Var tæt på at besvime, da jeg så endelig kom under en skoldhed bruser i et offentligt bad og måtte sidde ned og sunde mig i 10 minutter.

Syntes jeg har taget min ration af madforgiftninger efterhånden, med Kina som det sted hvor jeg i særklasse har haft flest af dem, de 15 gange jeg har været der.

Har et par gange stablet op omkring 37-38 kg mad på min cykel til off-road ture i Tibet. På min seneste tur igennem ørkenen i Vestaustralien havde jeg op til 38 Liter vand med. Rekorden er 60 kg mad, som jeg endte med at forære væk den dag, jeg skulle starte med at cykle solo gennem ingenmandsland i Nordtibet, pga. min far fuldstændig uventet døde samme dag.

Nu når du sidder på cyklen, hvad driver dig afsted?

Jeg tager typisk afsted fordi jeg har fundet en helt specifik rute jeg gerne vil cykle. Motivationen er så at gennemføre turen, som helst skal have en mental og fysisk udfordring i sig. Jager altid de bedste godbidder rundt omkring i verden. Tror jeg ville have vanskeligt ved at cykle jorden rundt, fordi det nok ville være en for stor mundfuld for mig at overskue og fordi jeg typisk ender med at savne livet i Danmark.

Det med at være afsted og helt alene er det en udfordring for dig?

Det er i høj grad en mental udfordring, men også en måde at komme helt ned i bunden af sig selv på. Jeg bliver helt klart mere opsøgende i forhold til at møde andre mennesker. Men det kan være hårdt og jeg foretrækker at cykle med andre, hvis muligt. Engang krydsede jeg ingenmandsland i Nordtibet solo og så ikke mennesker i 19 dage i træk. Det trak virkelig tænder og var langt værre end den fysiske del af turen, hvor jeg knoklede off-road gennem landskabet fra solopgang til solnedgang. Havde en forunderlig og skrækindjagende følelse af “loneliness” der, mens der typisk er en følelse af “solitude” når jeg solocykler i områder med mennesker. På turen i 2008 i Nordtibet så vi ikke mennesker i 39 dage i træk, men der havde jeg slet ikke den samme følelse af udsathed, som da jeg var der alene tre år tidligere.

Sidste tur var Canning Stock Route i Australien fortæl lidt om den tur?

Var på en 1850 km cykeltur gennem tre ørkener i Vestaustralien for nogle måneder siden på en Surly fatbike med 26×4.8 dæk og bundsolide bagagebægere. Det er en en tidligere kvægdriverrute, som oprindelig for 100 år siden havde 51 vandbrønde undervejs. Idag er en del af dem faldet sammen, så nu der er op til over 200 km mellem steder med vand. Ruten bliver karakteriseret som Australiens hårdeste 4WD rute. På det længste stræk var der ikke bebyggelse i omkring 1100 kilometers længde. Derfor havde jeg op til 38 liter vand med på min cykel og hovedfokus under turen var distancen til næste vandbrønd. Oveni var der sanddunes undervejs – dem var der omkring 900 af og nogle af dem op til 30 meter høje og en del af dem var en pest at skubbe cyklen over, pga løs sand og stejlhed.

Havde en dag hvor jeg skulle over mere end halvtreds i lige linie, samtidig med at cyklen var lastet med ca. 25 liter vand og 15-20 kg mad (startede ud med 25 kg mad på cyklen). Jeg havde haft op 40 grader i solen og ingen vind som bonus og var helt færdig da dagen var omme.

Jeg mødte dog fåtallige jeeps eller landcruiser hver dag undervejs, så der var en forholdsvis høj grad af sikkerhed, hvis noget var sket (bushfires, slanger og angribende kameler undtaget). Fordi nogle kørte grotesk hurtig var der også lange sektioner med vaskebræt vej i en grad, så det var en mental dræber. Havde en dag hvor jeg skubbede min cykel 20 kilometer i træk, fordi jeg ikke orkede at blive kastet rundt på cyklen i de regelmæssige sandede meteorkratre.

Har du allerede nye planer eller ideer til næste tur?

Der er altid et hav af planer og ideer der summer under overfladen. Tænker lidt i snart at tage op til Island på en vintertur og krydse højlandet i det indre Island fra vest til øst på min fatbike og fotografere nordlys undervejs. Måske hægte en pulk på cyklen for at se hvordan det fungerer i forhold til fremtidige ture.

Andre ideer: Kunne godt tænke mig at cykle op til polarhavet på Lena-floden i Sibirien. Tænker også i at krydse indlandsisen på/med fatbike. Måske også cykle en længere cykeltur på havisen ned langs vestkysten af Grønland fra Upernavik, hvis der kommer en hård nok vinter deroppe til det. Sidst og ikke mindst vil Tibet åbenbart altid rumstere inde i mit baghoved, uanset hvad jeg gør for at slå det ned.

Kan man læse om din rejse og rejser i fremtiden?

Skriver en smule på facebook om de ture jeg har været på de senere år. Jeg mangler lidt at opdatere mit website, www.adserballe.com – det skete sidst ca. 7 år siden! Har dog en plan om at det snart skal ændre sig og er ved at lave en ny masterpage i et website program.

Her et par links til ture jeg har skrevet lidt om på dansk:

[browser-shot url=”http://www.adserballe.com/” width=”900″ height=”600″]

Interview med Martin Adserballe