Sara har cyklet gennem de fleste lande i Sydøstasien. Da jeg tilbage i 2015 sad og prøvede at finde danske rejsecyklister/turcyklister, dukkede Sara op. Jeg tog kontakt til Sara og det viste sig at hun havde allerede fulgt min rejse på cykel. Siden da har vi holdt kontakten og mødtes på Samsø på det første Rejsecyklisten sommer træf. Lad os høre mere om Saras eventyrlige cykelrejse i Sydøstasien.

Hej Sara vil du ikke fortælle lidt om dig selv og hvorfor du holder af at rejse på cyklen?

Jo det vil jeg gerne. Jeg blev født i Silkeborg for 33 år siden, og er den mindste ud af en søskendeflok på tre. Jeg har levet et ganske normalt liv med fast arbejde, fritidsinteresser og samvær med familie og venner, inden jeg begyndte på min hidtil største rejse.
At bruge en cykel til at opleve verden er simpelthen genialt. Jeg oplever verden helt anderledes end hvis jeg var ankommet med bus, tog eller fly til destinationen. På cyklen oplever jeg også en forskel fra da jeg var backpacker. Hvor det som backpacker var hver destination som var målet, handler det nu mere om verden imellem A og B. På cyklen kan krop og sind følge med i ændringerne i landskab, temperaturer og de lokale skikke. Man rejser i øjenhøjde med lokalbefolkningen, og det kan jeg godt lide. Da jeg cyklede i Cambodia, lagde jeg for eksempel mærke til, hvordan livet i de forskellige landsbyer blev levet fra morgen til aften. Når sprogbarriereren ikke var alt for stor, kunne jeg sommetider spørge ind til ting og sager. Men nogle af de bedste aha-oplevelser kom igennem observationer. For eksempel så undrede jeg mig længe over, hvad de kæmpe is-stænger, som var at finde i hver landsby, blev brugt til. Jeg så ofte små piger eller familiens ældre komme cyklende med isklumper. Men så gik det op for mig, at det formentlig var til deres ´køleskab´. Jeg kunne nemlig huske, at min mormor havde fortalt, at det var sådan et køleskab fungerede i gamle dage. Om det også var det, det blev brugt til i Cambodia ved jeg ikke præcist, men det gav god mening, når der ikke altid var strøm.

Fortæl lidt om ideen bag rejsen og hvordan du kom på ideen?

Jeg har altid haft lysten til at rejse ud i en længere periode, men der kom altid noget i vejen. Tiden var ikke den rette, eller jeg manglede en rejsepartner. Undskyldningerne var der masser af, men i 2014 besluttede jeg mig for at gøre noget ved sagen. Jeg fik orlov i 2 måneder fra mit arbejde og tog på min første lange tur alene. En af de ting, som jeg tænkte en del på, imens jeg planlage min rejse, var “Bliver jeg mon ensom, selv om jeg trives i mit eget selskab?”. Så jeg gik konstruktivt til værks og tænkte, “Okay, hvad skal der til for at takle en evt. ensomhed?”. Jeg forestillede mig, at hvis jeg havde noget med, som jeg kunne beskæftige mig med så fremt ensomheden viste sit ansigt, så skulle det nok gå. Derfor medbragte jeg et kamera, som jeg kunne udfordre mig selv med. Og jeg kom i tanke om det foredrag, jeg hørte tilbage i 2011 med Nicolai Bangsgaard (Jorden Rundt på cykel). Dengang tænkte jeg, det vil jeg også! Jeg fik bare ikke lige købt cyklen dengang, men den ville da være et perfekt redskab til min rejse. For med en cykel kan man nemlig altid cykle en tur, og det er godt til at klare tankerne. Det skulle sidenhen vise sig, at frygten for ensomheden var større end hvad virkeligheden bød på.

Hvilke lande har du cyklet igennem og hvorfor?

Jeg har cyklet igennem 16 lande på nuværende tidspunkt. Starten blev Danmark, derefter Tyskland, Tjekkiet, Østrig, Slovenien, Kroatien, Montenegro, Albanien, Makedonien, Grækenland og Tyrkiet. Fra Tyrkiet fløj jeg til Malaysia og fortsatte i et loop rundt i Sydøstasien gennem Thailand, Cambodia, Vietnam og Laos.

Det er lidt tilfældigheder, hvorfor det lige blev denne rute. Min første plan var at cykle hele vejen til Sydøstasien, men jeg syntes mit afgangstidspunkt blev for sent på året til at krydse Centralasien. Så jeg kiggede på et kort og ledte efter den lufthavn, som lå længst væk fra Denmark i retningen mod Asien. Valget faldt på Istanbul, og så var det bare at cykle afsted fra Danmark. Det var også en tilfældighed, at det netop blev Malaysia, som blev næste startpunkt i Asien. Men visumreglerne var gunstige, flybilletten billig og så var det bare afsted

Hvis du skulle besøge et land eller sted igen, hvor ville du tage tilbage?

Malaysia er helt sikkert kommet ind under huden på mig. Det er den af flere årsager. Det er et af de lande, som jeg endte med at brugt mest tid i. Jeg endte med at få lidt arbejde hos en cykelhandler, som primært havde langturscyklister som kunder. Imens jeg var i butikken, lærte jeg udover en masse om cykler også en masse om landets kultur og fik gode venskaber, som stadigvæk holder ved. Jeg kendte intet til Malaysia, før jeg ankom, men det er så fint et land. Smuk natur og venlige mennesker overalt. Det var også her, jeg oplevede mit første kinesiske nytår, efter at have boet en uge hos en kinesisk familie.
Der er mange af landene, som har gjort et stort indtryk på mig, på hver sin måde. Om jeg kommer tilbage til dem igen, er svært at spå om. Jeg har opdaget, at jo mere jeg rejser, jo større bliver verden. Der kommer flere og flere lande på ønskelisten, som horisonten udvider sig.

Tilmeld vores nyhedsbrev [newsletter_signup_form id=1]

Fortæl om et møde eller to med et andet menneske, som tog sig af dig og bød dig velkommen?

Der har været mange små og store møder med fremmede undervejs. Så mange at jeg tror, jeg har glemt nogle af dem. Men der er selvfølgelig dem, som har sat sig bedre fast i hukommelsen end andre.
I Thailand cyklede jeg nord på fra Hat Yai mod Phattalung. Imens jeg holdte en is-pause, så jeg 6-8 ældre cyklister køre forbi. Som regel når jeg møder andre på cykel, så får man lyst til at snakke med dem. Det er som om der er et usynligt bånd i mellem cyklister uanset hvor i verden man kommer. Men de så tilsyneladende ikke mig og fortsatte. Æv, tænkte jeg. Men da jeg igen var på cyklen, mødte jeg dem et par km senere. De inviterede mig til at køre sammen med dem, da vi skulle i samme retning. Godt nok var de af en ældre generation end mig, men jeg fik min sag for at følge med dem på min fuldt oppakket cykel. Til frokost inviterede de mig på thailandske fiskespecialliter, hvor jeg også fik mulighed for at høre mere om hvem de var. De var alle gamle skolevenner på søndagstur til et naturreservat. Min plan var at dreje fra, inden naturreservatet for at finde et hotel, men de insisterede på, at jeg skulle se reservatet. Så da jeg blev forsikret, at der også var hotel i nærheden, sagde jeg ja tak til at cykle med hele vejen. Hvad jeg ikke havde forstået i samtalen var, at en af dem var chef for reservatet og at de havde en bolig til mig, som jeg kunne overnatte i. Så jeg blev noget paf, da det gik op for mig, at jeg havde fået en gratis overnatning i en pælehytte på søen i naturreservatet. Efter et bad mødtes vi alle til en øl og snak om alverden, inden de alle sammen kørte med følgebilen hjem. Det var et pudsigt møde. Det, som jeg troede bare skulle være et helt almindelig dag på landevejen, tog en helt anden drejning.

En drejning, som jeg ikke selv kunne have planlagt på forhånd. Jeg fik mødt nogle søde folk, smagt lokale delikatesser og fik en overnatning udover det sædvanlige.

I Malaysia skulle jeg mødes med to af mine nye venner imellem to byer. De var taget afsted et par dage før. Aftalen var, at vi ville prøve at få vores veje til at krydse hinanden. Men det krævede, at jeg fik et lokal sim-kort, så vi kunne mødes på et på forhånd udefinerbart sted.
Jeg stoppede derfor ved en gadesælger for at spørge, hvor jeg kunne få sådan et kort. Det vidste hun ikke lige, men det gjorde hendes mand, så hvis jeg havde tid til at vente på, at han kom tilbage, så skulle vi nok finde ud af det. Super, tænkte jeg. Så ville jeg købe nogle af hendes kager, imens vi ventede. Jeg gik derfor igang med at prøvesmage næsten alle dem, hun havde. Da hendes mand kom, fik han besked på at skaffe et sim-kort til mig. Men der gik ikke længe, før han kom tilbage og sagde, jeg var nødt til at gå med. I Malaysia er man som udlænding nødt til at registrere sig med pas for at få et sim-kort. Jeg parkerede cyklen ved gadeboden og gik med hendes mand til sim-kort forretningen. En halv time senere var jeg tilbage hos gadeboden med et nyt sim-kort, og cyklen stod stadigvæk, hvor jeg forlod den med al bagagen. Som tak for hjælpen ville jeg gerne købe nogle flere kager og aftensmad til at tage med. Da jeg spurgte om prisen for de kager, jeg havde spist, da jeg ventede på hendes mand samt de nye kager og aftensmaden, fik jeg blot beskeden om: “You dont pay. You are biking a long way. And you are alone. You don´t pay”. Jeg gjorde ellers en ihærdig indsats for at få lov til at betale. Jeg ville meget gerne betale for al den hjælp og tid, de havde brugt på mig. Det var jo det mindste, jeg kunne gøre.
Ind imellem finder jeg det svært med balancen mellem selv at betale og få det betalt at fremmede. Man mærker helt sikkert en forskel i kutymerne fra Danmark og andre lande. Og andre gange kan man også godt mærke, at det er et spørgsmål om ære. At det betyder noget for dem, at få lov til at gøre det for mig. Det kan godt være svært at finde rundt i sommetider. Men hun blev så glad, da jeg accepterede maden og kagerne, og så blev jeg også glad. Resten af dagen var jeg helt høj på den fine gestus, de havde vist mig.

Du har været gennem en del lande og områder på cyklen, gik det altid godt?

Ja, det synes jeg egentlig, at det gjorde, når jeg tænker tilbage på min rejse i store træk. Der har ikke været nogen episoder, som har sat sig i kroppen. Men jeg har da selvfølgelig mødt lidt modgang i ny og næ. To af episoderne, som jeg kommer først i tanke om, er fra Albanien og Grækenland.
I Albanien havde jeg sat mig for at cykle omkring 100 km den pågældende dag. Første del gik godt ad en masse små veje igennem landsbyer og øde strækninger, men senere på dagen ville jeg ud til hovedvejen for at få kørt nogle km af. Da jeg kom ud til hovedvejen havde vejret ændret sig til hård blæst, som gjorde det svært fremkommeligt. Jeg valgte derfor at søge tilbage ad de små veje for at komme i læ og have en chance for at nå den ønskede by. 5 km inde på de små veje stoppede jeg for at tjekke kortet. Lidt efter stoppede en bil med en midaldrende mand bag rettet. Jeg spurgte, om jeg var på rette vej. Kommunikationen var ikke god. Han snakkede ikke dansk og jeg ikke albansk. Men med få tyske gloser kom vi et stykke vej. Jeg tror, han inviterede mig på frokost, men jeg afslog, da jeg ikke helt kunne fornemme, hvad han var for én. Samtalen udviklede sig derfra til, at jeg ikke fik lov til at cykle den vej, jeg ville. Han ville nu sende mig tilbage til stormen på hovedvejen. Det kunne jeg bare ikke overskue, men da han foldede sine fingre som en pistol, holdt den til tindingen og sagde mafia i den retning jeg ville, så var der ikke andet at gøre end at vende snuden den anden vej. Han blev stående til jeg var kørt. Om der var mafia eller ej, aner jeg ikke. Men hvad jeg ved er, at de næste par timer i stormende sidevind var ved at drive mig til vandvid. Det var umuligt at cykle for vinden, bilerne gav ikke plads og på et tidspunkt var jeg ved at ende i grøften med hele cyklen pga. vindens kraft.

Episoden fra Grækenland starter egentlig i Makedonien. Jeg havde boet hos en Warmshower vært, Goce, som havde tilbudt, at han og hans søster ville følge mig de 33 km til toget i Grækenland. Vi fik købt billet til mig og cyklen – troede vi. Vi læssede cyklen på toget. Inden længe kom kontrolløren, han var allerede oppe i det røde felt, da han kom ind af døren. ”That bicycle is not allowed on this train!”, nærmest skreg han af os. Vi forklarede, at det kunne vi ikke forstå. Så røg han ud af toget og var væk lidt tid. Imens kiggede Goce og jeg bare på uforstående på hinanden. Det var supervigtigt, at jeg kom med dette tog, for om to uger skulle jeg mødes med mine forældre i Istanbul. Og togturen ville spare mig for mange hundrede km.

Togkontrolløren kom frem og tilbage flere gange, hvis muligt endnu mere arrig for hver gang. ”I have directly order from Athens. No bike on train!”.

Jeg sagde farvel til Goce, som havde været en stjerne til at takle kontrolløren og håbede på, at jeg ikke blev smidt af toget. Inde i toget sad en nonne, som havde overværet hele balladen. Hun vinkede mig hen til sig og gjorde tegn til, jeg skulle sætte mig ned og at det nok skulle gå. Jeg smilte lidt nervøst, og tydeligt påvirket af den arrige kontrollant. Imens vi sad der, og sendte jeg hende et taknemmeligt smil, lukkede dørene og toget trillede ud fra perronen. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Vi grinte til hinanden. Hun tog sin lille Jomfru Maria bog frem og begyndte at slå korsets tegn i bøn. Jeg var til gengæld ikke afslappet, for hver gang togkontrolløren gik forbi var jeg bange for at cyklen ville vælte. Sikke et hyr der så ville blive med ham! De næste par timer prøvede jeg på at nyde udsigten, vekslede smil med nonnen i takt med, at bekymringen om min næste udfordring var ved at blive større jo tættere på Thessaloniki, vi kom. Da var det, at nonnen fik en ung pige til at oversætte for sig. De spurgte, hvor skal du hen? Hvem kommer og henter dig? Svaret var Thessaloniki, og der var ingen, som ventede på mig. ”Jamen, hvor skal du så bo?” var det næste bekymrede spørgsmål. Et hostel i byen, som jeg håbede havde plads til mig. Øjnene var blevet store, imens jeg fortalte. Så sagde nonnen, at hun også skulle af i Thessaloniki og at hun ville vente på perronen, til jeg havde fået alle mine ting af toget. En sten faldt far mine skuldre med det samme. Jeg havde nemlig tænkt og tænkt, siden toget var kørt fra Florina. Det er mørkt, når jeg ankommer. Jeg kender ikke byen. Jeg skal tre gange ud og ind af toget – og det er ikke endestationen. Hun ventede pænt på, jeg fik læsset tingene af toget. Da hun gjorde antræk til at sige farvel, prøvede jeg at fortælle hende, at jeg havde noget til hende, som tak for hjælpen. Jeg ledte febrilsk efter min dagbog, inden hun evt. ville gå. Et par dage inden havde jeg fundet en firkløver, som jeg havde gemt. Jeg rakte den til hende. Hvor efter hun pegende på sig selv udbrød ”Maria!” og derefter spørgende på mig. ”Sara”, sagde jeg glad over hendes pludselige udbrud. ”Maria! Sara! My God!” sagde hun og pegede op mod himlen og gjorde korsets tegn. Inden jeg fik set mig om, fik jeg min første og største nonne-krammer til dato. Kort tid efter sagde vi farvel, og sås aldrig igen. Men hende glemmer jeg aldrig, ligesom jeg heller ikke glemmer hidsigproppen fra toget. Men nu hvor det hele er kommet på afstand, jeg ikke længere er fysisk udkørt efter dages cykling og presset på tid, kan jeg godt grine lidt af ham. Og smile af det hele. Men mest fordi den historie minder mig, om at det kan godt være alt ser trælst og sort ud, men det skal nok ende godt før eller siden 😉

Fortæl lidt om, hvordan et døgn på cyklen ser ud for dig?

Jeg brugte størstedelen af mit første år i Asien. Det betød, at jeg ikke camperede. Bortset fra et par enkelte gange. Men i Asien startede jeg som regel med at tjekke ud kl 6.30 og finde noget morgenmad hos den lokale gaderestaurant. Ofte bestod morgenmaden af en tynd nuddelsuppe. De bedste dage af fried rice med grøntsager. Så cyklede jeg indtil omkring kl 13, hvor jeg som regel fandt en ny restaurant og fik noget frokost og et hvil. Nogen gange blev det til et par timer, fordi det var for varmt til at cykle eller fordi jeg lige skulle have læst kapitlet færdigt eller opdateret min dagbog. Men de lange middagspauser var som balsam for sjælen, inden dagen sidste etape skulle cykles. Jeg havde det bedst med at finde overnatning inden det blev alt for mørkt. Når jeg var blevet indlogeret på byens hotel/guesthouse, så fandt jeg dagens sidste gaderestaurant og fik indtaget aftensmaden, inden jeg faldt omkuld i sengen. Dagene lyder hurtigt trivielle, og det var det da også enkelte dage, som var. Men når jeg tænker tilbage, så husker jeg dem ikke sådan. For udover de tre måltidspauser, så tog jeg mig også tid til at stoppe op undervejs for at nyde udsigten eller hvad det nu kunne være. Og hver dag bød jo på nye steder, som jeg aldrig havde set før. Ind mellem alle cykeldagene tog jeg også hviledage for at udforske en spændende by eller simpelthen bare fordi jeg ikke gad cykle næste dag. Enkelte gange er en hviledag blevet til mere end blot én dag, men til måske en uge. Men hver gang har landevejen trukket i mig før eller siden.

Det er for varmt eller der er modvind, hvad er det der kan irritere dig mest når du er afsted på cyklen?

Jeg vil sige, at jeg nogenlunde vænnede mig til varmen i Asien. Men det hjalp også at tage lange middagspauser i skyggen. Der er som sådan ikke så meget, der kan irritere mig, når jeg er på vej. Modvind har jeg da selvfølgelig haft, det kan være trættende på stående fod, men går over igen. Indtil videre har jeg været heldig ikke at have haft timevis eller dagevis af modvind. Irritation har jeg mest haft, når jeg har cyklet med andre. Men det er som regel pga. et kommunikationsbrist imellem to mennesker. Og så er der jo ikke andet end at få fisken på disken. Nogen gange lettere sagt end gjort 😉

Er der nogle situationer, som du tænker tilbage på i forhold til vand, mad og hygiejne?

I Asien savnede jeg, at man ikke kunne tappe vand fra vandhanen, men i stedet for var nødt til at købe vand på flaske. Angående mad, så har jeg som regel altid snacks med i tasken. Sulten kan opstå ud af den blå luft, eller man er ved at gå sukkerkold. Så er det rart at have reserver i tasken.

Jeg har som regel altid kunne finde et bad undervejs. Men jeg har heller ikke wild campet i stor stil. I de tilfælde har jeg haft nogle vådservietter til en trucker vask.

Som kvinde er der selvfølgelig nogle punkter, som adskiller sig fra at være mand. Så den her er til kvinderne, hvis du er sart, så er det nu, du skal springe videre til næste spørgsmål 😉 For hvad gør man lige de der dage om måneden? For mig har det været et mix. Nogen gange har jeg ikke haft lyst til at cykle et par dage, så der har jeg prøvet på at nå til en by af vis størrelse. De fleste gange har jeg cyklet men måske mindre distancer. Men de dage har det været et must at finde overnatning med bademulighed. Næsten hver gang jeg har mødt andre kvinder, som også rejser på cykel, har vi snakket om, hvad vi hver især gør. Bind, tamponer, divaCup er ofte de ord, som kommer op. Bind i andre lande er ikke, som du kender dem fra Danmark. I Asien er der fx ofte parfume i dem. Tamponer er ikke nemt at finde i Sydøstasien, så fyld tasken hjemmefra. En DivaCup (der er mange navne) er et genialt produkt – hvert fald i teorien. Du undgår at skulle fylde tasken med bind og tamponer eller forsøge at finde nye. På sigt sparer du penge på bind og tamponer. Et godt råd, er at lære at bruge den hjemmefra, inden du tager på tur.

Hvad var den største udfordring og hvordan gik det på din sidste rejse?

Fysisk var den største udfordring i bjergene fra Luang Prabang mod Vang Vieng i Laos. Så vidt jeg husker, var det lige fra 400 højdemeter til omkring 1.300 højdemeter. Det gav selvfølgelig en masse asen og masen op ad efterfulgt af lækre nedkørsler. Det var en strækning, som udfordrede mig på min fysiske kunnen (og selvfølgelig også den mentale). Var min krop villig til at gennemføre eller ej? Det var den. Det var fedt, men mega hårdt. Nu hvor jeg har fået det på afstand, så romantiserer jeg det en smule og tænker kun på hvor stolt og sej jeg følte mig bagefter. Og på hvor fantastisk det var at se denne flotte natur og opleve landsbyerne, vi cyklede igennem.

Min anden udfordring kom, da jeg pludselig var løbet tør for masterplaner. Nu er der sikkert nogen, som tænker ”det er jo netop, det fede ved at rejse på cykel. Man er uafhængig, fri og kan gøre hvad man vil. Hvad skal man med planer?”. For mig betød det, at jeg blev rastløs og ubeslutsom, og til en vis grad for en periode mistede lysten til at cykle. Skulle jeg fortsætte hjem mod Europa? Hvis ja, så skulle jeg springe nogle lande over, som jeg havde set frem til, for ikke at blive fanget af vinteren. Eller skulle jeg fortsætte mit loop i Sydøstasien, tage til Australien eller New Zealand? Pludselig var der alt for mange valgmuligheder. Det var en af de situationer, hvor jeg drømte om at have en rejsemakker, så man i fællesskab kunne have fundet en ny masterplan. Heldigvis havde jeg et 3 måneders visum til Vietnam og skulle på den måde ikke skynde mig. Men det resulterede også i, at jeg endte med at bruge en del tid i nogle kedelige byer. Blot fordi det var lige der, hvor cyklen ikke ville mere, før end der kom styr på den nye plan. Når jeg tager hul på min næste del, af rejsen er det forhåbentligt med en bedre plan i baglommen. Forude ligger Centralasien, og den kræver en god planlægning i forhold til visum og vejr.

Hvad driver og holder dig i gang med at cykle dag efter dag?

Jeg ved faktisk ikke altid, hvad det er der driver mig fremad. Lysten til at se, hvad der gemmer sig bag det næste sving, tid til refleksion, en forventning om at i dag bliver en god dag, jeg skal mødes med en ven om x-antal dage, visum udløber. Nogen gange er det tanken om at finde en kold Cola og sidde i skyggen en times tid. Musikken følger mig tit på cyklen, den kan få mig op i tempo, understrege min sindstilstand. Nogen gange påvirker den bare de kedelige strækninger positivt. Hvad der virkelig hitter hos mig, er de gange hvor jeg pludselig kommer i tanke om, hvor heldig jeg er. Hvor heldig jeg er at cykle lige netop der, hvor jeg er. At jeg faktisk tog en beslutning om at cykel ned af en af livets ukendte veje. Endorfinerne går helt amok.

Så bliver jeg helt overvældet at lykke, får en lille klump i halsen og kniber en tåre med smil fra øre til øre. Så mærker man, at man lever.

Det med at være afsted og helt alene er det en udfordring for dig?

Jeg vil ikke sige, at det er en udfordring i negativ forstand. Jeg tror, det er vigtigt, at man har det godt i sit eget selskab og at man kan aktivere sig selv. Jeg har det fint med at være i mit eget selskab i kortere eller længere tid. Jeg ved jo altid, at jeg før eller senere finder nogen at snakke med. Det er jo ikke sådan, at jeg er eneste beboer på månen. Nogle gange er det korte samtaler eller nærmere håndtegn, der kommunikeres med, men selv de mindste møder med lokalbefolkningen har en positiv indvirkning på, at man ikke føler sig som den eneste på månen. Man kan godt mærke, at folk ser én, selv om man ikke kan snakke sammen.
Som nævnt tidligere, havde jeg før min første solorejse, tanker om ensomhed. På denne tur valgte jeg udover kamera og cykel, også at medbringe en Kindel. Den har været helt fantastisk at have med. Med min Kindel har jeg nydt mange måltider, hvis jeg syntes det var for kedeligt at spise alene. Eller som i Europa, hvor den var godt selskab, når jeg lå i telt om aftenen.

Har du et par gode råd eller tips til nogen, der aldrig har været afsted på cyklen?

Du kan godt! Verden er fuld af rare mennesker og fantastiske steder. Jeg har hovedsageligt cyklet alene, så det er på den baggrund, jeg bedst kan give råd. At cykle alene er en fantastisk oplevelse, men det kræver også, at du har det godt i dit eget selskab. Hvis du ikke trives med alenetid, så er det sikkert ikke for dig at cykle alene i længere tid. Man får masser af alenetid på cyklen, til måltider, i teltet, på hotellet osv. Derfor benyttede jeg mig også altid af hostels, hvis det var muligt. Her er der mulighed for at mødes med ligesindede og rent faktisk føre en samtale uden sprogbarriere.

Får man muligheden for at cykel sammen med andre undervejs, så sig ja til det, hvis det føles godt. Det er også en rar fornemmelse at dele oplevelsen med andre.

Jeg ville ønske, at jeg inden den store afrejsedag, havde været på en todagstur med alt det grej, jeg mente, jeg skulle have med. I stedet for endte jeg med at sende nogle ting hjem undervejs eller efterlade dem, som jeg ikke brugte eller havde for meget af. Man har ikke brug for så meget, som man tror. Men det er en svær balance. Hvad er nice-to-have og hvad er need-to-have. Jeg prøver stadigvæk at finde ud af det efter et år på landevejen.

Forvent ikke, at ruten bliver som planlagt. Grib dagen, og sig ja til det uventede, hvis det føles som en god ide. Det er på de tidspunkter, de fleste af mine højdepunkter er opstået eller blevet til en god historie.

Det er helt legalt at tage en bus eller tog, hvis du er i tidsnød, vejret er uventet dårligt eller hvad det nu kan være. Ja, det er da fedt at kunne sige, man er cyklet HELE vejen. Men helt ærlig, så er der ingen, som ser ned på dig, fordi du tog en bus. Det kan faktisk også vise sig at være en oplevelse at rejse med bus eller tog. Men jeg indrømmer det blankt, første gang jeg måtte overgive mig til anden transport end cyklen, havde jeg mange diskussioner med mig selv om for og imod. Jeg havde nemlig fået den ide, at jeg SKULLE cykle hele vejen. I dag har jeg det helt fint med, at jeg sprang på en bus eller et tog, hvor det var løsningen.

Jeg ved, at din cykel står i Bangkok, og du er hjemme i Danmark, hvad er planen nu?

Jeg tog valget om at komme hjem til Danmark efter ét år på landevejen. Det var der flere årsager til bl.a. et bryllup og fødslen af min niece. Planen er, at jeg flyver tilbage til Bangkok omkring nytår for at genoptage min rejse. Som det ser ud nu i skrivende stund, så går turen fra Thailand til Myanmar eller Laos og ind i Kina. Efter Kina når jeg et af mine højdepunkter, som er at cykle igennem Centralasien. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg forventer, at det bliver anderledes end hvor jeg ellers har cyklet. Derefter er det endnu uvist hvordan, men herfra skal jeg nå Østeuropa på cykel og derfra cykle hjem til Danmark. Jeg glæder mig rigtig meget til at cykle hjem mod Danmark og de udfordringer, som er forbundet hermed. Så tænker jeg; “kan jeg klare det alene eller ej?”. Det må tiden vise. Uanset hvad så er det på kanten af tvivlen, at det bliver rigtig spændende.

Hvor kan man læse om dine ture og følge dine eventyr?

På min hjemmeside findes blogindlæg og kort over min rute. Og på Facebook og Instagram bliver der postet billeder og info om nyt på hjemmesiden.

[browser-shot url=”http://www.sarasbike.dk/” width=”900″ height=”600″]

Interview med Sara Lilly